”Fordi det er der….”
Ovenstående må være det nærmeste et svar, det er muligt at komme, når udenforstående spørger eller siger ”kunne I ikke komme derop i bilen?”. Det handler selvfølgelig om – hvorfor man ind imellem hopper på sin cykel og cykler op ad bjerg! Det kan være svært at finde, et for andre, begribeligt svar!
Torsdag 10. april 2008. På hjemvejen efter en lille biltur, stod skiltet ”Mont Amiata” 11 km. På camping-pladsen kunne det konstateres, at der ville være lige omkring 1000 højdemeter til toppen. ”Mont Amiata” er det højeste punkt i den sydlige del af Toscana, og famlien har indlogeret sig på campingpladsen i Castel del Piano. En lille hyggelig by i bjergene.
På med tøjet, olie på kæden, vand i dunkene – og af sted. Allerede efter 6 km rimelig flad vej kom skiltet. Hov – på det første skilt stod 15 km. til toppen, og 50 meter henne ad vejen, hvor vejen igen gik fra, stod der 11 km. Hvad gik det nu ud på? Nå, lige meget, på med vanten. Ned i de lave gear og af sted. Efter ganske få hundrede meter var jeg allerede i mit mindste gear (34/29) som jo skulle kunne klare næsten alt. Et kig nedad gav forklaringen – stigningen var allerede på 16 %! – jamen for f….. da – hvordan skulle man kunne overleve 11 km. på den måde!
Problemet var at det forsatte! Efter 1½ km. var pulsen alt for høj, og udsigten fremover vejen gav ikke håb om bedring. En traktor på vej nedad i 1.gear viste at den var god nok, her var godt nok stejlt. Så – pludselig så jeg lyset, de 11 km. var opad en grim vej, og hvis man kørte den anden vej hvor der stod 15 km. så ville der være 4 km. mere til de samme højdemeter. Vende cyklen, rulle ned igen. Traktorføreren smilede bredt!
Vel nede igen konstateredes det at 15 km. skiltet var meningsløst! Hvad så….. En hurtig udregning sagde noget om at stigningen ikke kunne forsætte som den havde startet, så ville det blive mere end 2000 højdemeter på de 11 km. Hvad gør man så? På med vanten igen, ned i det mindste gear fra start af, og så forfra opad den stejle vej igen. Traktorføreren så noget forbavset ud da jeg mødte ham i det første sving. Nu var jeg forberedt på at det ville blive fandens hårdt i et stykke tid, og så måtte det altså blive nemmere – helst inden alt for længe!
Efter 4 km. var det stadig ikke blevet bedre. OK – ind imellem steg det ”kun” 10-11 %, men pulsen var stadig alt for høj. Man får mange tanker når man sidder der - ”Mont Amiata – du bliver aldrig min skatta” og den slags vrøvl. Når det blev rigtigt svært fremmanedes billedet af ”ørnen fra Toledo” når han kørte opad. Flagrende, oprejst i overkroppen og med hænderne længst inde på styret! – bare i et noget andet tempo! Så gik det lige lidt igen. Efter et par kilometer mere ændrede det sig, når ærligheden skal komme til udtryk, på det tidspunkt hvor begrebet ”at opgive” havde været meget aktuel.
Det næste stykke var med 5-6 % og det føltes (næsten) som at køre lige ud!. Så blev alt – der før var rimeligt klart vejr og solskin, gråt i gråt! Resten af vejen ville blive i en regnvejrs-sky der lå om den øverste del af bjerget. Det blev koldt og meget vådt. Sådan blev det ved. Senere kom et skilt der viste at man også kunne komme ned og tilbage til Castel del Piano ad en anden vej.
Så gik det de sidste 4 kilometer mod toppen til ”Vetta Amieta”! – Et skisportsted på toppen, der lige var lukket ned for sæsonen. Sneen lå 1 meter høj langs vejsiden og temperaturen var 2 grader, samtidig med at det blæste kraftigt. Der blev ikke taget billeder, men vindjakken og huen kom på i en fart, og så gik det ellers nedad. Først forsigtigt pga. den meget vand på vejbanen. Efter ganske få minutter gik det fra det dystre regnvejr – lige ud i solen og varmen! – fantastisk!
Vejen gik nedad en bjergside med kastajnetræer til alle sider. Vejen var fin, svingene var perfekte og anden trafik eksisterede ikke! Det var en ganske anden oplevelse end opkørslen! Man sad og blev helt høj, og mindre end 20 min. efter at have stået på toppen af bjerget, var turen sluttet tilbage på campingpladsen, hvor ungerne cyklede rundt og fruen lavede mad. Det var svært at give udtryk for hvad man lige havde oplevet indenfor de sidste par timer! Turen nåede i alt op på 1150 højdemeter.
Jo – hvis man er lidt tosset med at cykle i bjerge, og muligheden er der, så må man jo af sted – deropad! Også selvom de andre ikke helt forstår hvad det skal til for….
* * * * *
Cykelentusiasten Søren Stubbe fra Hammel Cykelklub er på 4 måneders rejse i sydeuropa med sin familie i perioden 1/4-1/8 2008. Undervejs træner han intensivt og deltager i en række Gran Fondoer, La Marmotte m.m. Han beretter løbende fra sine oplevelser - store som små - på CyberCycling.dk.
Relaterede artikler:
Cykelrejse: 100 dage i (cykel)himlen
