|
|
20-05-2008
Løbsberetning: Grejsdalsløbet '08
Af Ole Hansen, Brøndby Cykelmotion
Det blev en varm tur omkring Vejle i år! I lighed med mit første Grejsdalsløb i 2004 var det omkring 25 grader og fuld sol ude på de små og halvstore veje omkring Vejle, og specielt var det selvsagt varmt at knokle op ad alle bakkerne i området. Efter 2 gange at have kørt de 200 km, havde jeg valgt 173 km i år, for lige at tage ’toppen af’ og forhåbentlig kunne restituere lidt hurtigere.
Smil fra morgenstunden Der var mange ryttere overalt, allerede da jeg ankom fra Sjælland kl. 7.40, eftersom den første start på 200 km gik kl. 8.00. Der var masser af store smil, friske bemærkninger og korte rør allerede fra morgenstunden.
Organisationen omkring løbet er helt i top, og selv om der var mange mennesker og mange biler, var der ikke på noget tidspunkt køer eller andre irritationsmomenter. Man kan også købe morgenmad og cykeldele i startområdet, så der er ikke nogen grund til ikke at komme godt af sted.
Masser af væske.. Som eftertilmeldt rullede jeg selv ud fra Idrættens Hus kl. 9.00, og fandt snart mig selv i en gruppe, der kørte frisk til ud mod de første bakker. Endnu var det jo ikke så varmt, men jeg sagde alligevel til mig selv: Husk at drikke, husk at drikke…
De første nordlige sløjfer er klart de smukkeste, for det er jo selve Grejsdalen. Træerne giver en dejlig skygge, når man kører igennem de lysegrønne tunneller, og grupperne er stadig store og til at holde sammen på. Efterhånden kommer man ud i mere åbent landskab og bliver offer for den bagende sol. Det står helt klart at der skal fyldes dunke ved alle 3 depoter i dag, og kort før Hedensted kører jeg fra den store gruppe, som har sat farten lidt ned. Idéen er at komme hurtigt ind og ud af depotet, og det lykkes fint med fyldte dunke og en banan i lommen.
Flot trafikafvikling En del af den flotte organisation af løbet er også de mange ’poster’ ved sving, hovedvejspassager og andre steder med udfordringer for de mange deltagere. Tak for det, for én af de største fornøjelser ved at deltage i motionsløb er jo at slippe bremserne og træde igennem på steder, hvor cyklister normalt skal helt, helt ned i fart for ikke at komme galt af sted.
Selvfølgelig skal vi også i Grejsdalsløbet selv holde tilbage nogle steder, men generelt blev den øvrige trafik afviklet til UG! Vi kender jo også alle til problemet med modkørende biler på små veje, og jeg forsøger så vidt muligt altid at give en ’tak for det’ hilsen til de bilister, der trækker ind i rabatten og stopper. Der er dog stadig nogle tankeløse bilister, der mener at det er cyklisternes problem at de ræser forbi i modsat retning med mindre end én meter til en blød trafikant. De får ingen tak, men er vist desværre også ligeglade!
Munkebjerg og Kiddesvej Turen nordenfjords afsluttes med den fra Århus-København så velkendte tur ind i Vejle og ud langs vandet på sydsiden af fjorden – ud mod Munkebjerg. På Å-K var Munkebjerg jo et ikon, men i Grejsdalsløbet er den blot en mindre bakke på vej mod 2. depot. Og Andkær er som depot også velkendt og velkomment, og endnu en gang bliver de totalt tørlagte dunke fyldt op.
Efter Andkær var det virkelig svært at finde større grupper, men vi samledes da en 4-5 mand, og kørte tilbage mod Vejle by og ramte efter ca. 112 km Kiddesvej, som stiger op til 23 %. For Søren, hvor blev jeg lige glad for mit Compact kranksæt, hvor jeg kan træde 34/27, for ellers havde jeg været voldsomt tæt på at skulle trække op ad Kiddesvej…
Konstante op- og nedkørsler Hvor der er opkørsler, er der også nedkørsler, og én af udfordringerne ved Grejsdalsløbet er at rytmen hele tiden bliver brudt. I starten gør det ikke så meget, når man har overskud til at træde hele tiden, uanset det går op, ned eller ligeud, men som løbet skrider frem, bliver det sværere og sværere at skifte fra ned- eller ligeud-kørsel til opkørsel. Man føler bare at man går fuldstændigt i stå, og må kæmpe lidt med sin moral – ud over kampen for at holde cyklen i gang og de ryttere, man gerne vil følges med, inden for synsvidde. Det minder flere gange på sidste del af ruten om deja-vu, når man kører ind i en skov og vejen pludselig går opad.
Sidste hug - "Fandensdal" Med 30 km hjem rammer jeg det sidste depot, og vandet bliver suppleret med en halv bolle med spegepølse. Nøj, hvor smager den godt!
De sidste bakker bider godt i stængerne, og de fleste af de sidste km bliver kørt alene, da der ikke er kræfter tilbage til at variere tempoet længere. Da jeg rammer endnu et skovbryn og ser skiltet med Fandensdal: 1000 meter, 8 %’ véd jeg heldigvis at det er sidste store udfordring på 173 km ruten, og selv om det går langsomt opad, så er resten af løbet til at overskue. Endnu en gang er jeg glad for ikke at skulle køre de 200, som også lige skal op ad ’Østengård’ og tilbage ad grusvejen, som jeg husker fra de foregående år. Den savner jeg ikke!
Heldigvis falder terrænet jo inde fra højlandet ud mod vandet og Vejle de fleste af de sidste 10 km, og jeg slutter af med en god fornemmelse i kroppen ved at kunne køre 35 km/t på de sidste lange stræk. Sjældent har Idrættens Hus i Vejle set så godt ud, som denne sommerdag med 173 km på klokken, og rigeligt ømme ben. Jeg klemmer mig lige under de 6 timer brutto, og med 5 t og 46 min på cykelcomputeren er jeg tilfreds med dagens indsats.
Fest og glæde i mål Jeg regner hurtigt ud at jeg har drukket 5½ liter væske under selv løbet, og alligevel føler jeg mig lettere dehydreret! Jeg hører nogle tale om at drikke en øl før turen hjem, men dér er jeg slet ikke. En 2 liters kold sodavand er mere mig, og så selvfølgelig noget salt. Jeg véd at kroppen balancer skal genoprettes, hvis ikke man skal have det mere skidt end nødvendigt.
Målområdet er nærmest en fest, og en tur rundt på pladsen afslører heller ikke andet end glade, højrøstede ryttere som fejrer en stor præstation, som vejret både gjorde behageligere og hårdere. Der er også flere boder med salg af udstyr og tøj, og i det hele taget er Grejsdalsløbet en imponerende opvisning af de bedste af motionscyklingens højdepunkter – på mange måder!
Tilbage i 2004 var d. 9. maj i lang tid den varmeste dag i året, og de 25 grader blev først overgået hen i juli måned. Lad os håbe at vi her i 2008 får mange flere sommerdage som denne Pinsesøndag, så vi kan cykle mange flere ture som denne! God sommer!
* * * * *
Relaterede links: Artikel "Over 2000 med til Grejsdalsløbet" » Resultater, Grejsdalsløbet 2008 » Fotos, Grejsdalsløbet 2008 »
|
|
|
|
Tilmeld dig nyhedsmailen "Cykeltips" og få træningstips, løbsreportager, tilbud på cykelgrej og meget mere
i din indbakke -
KLIK HER
|
|
|