Løbsberetning: Rundt om Horsens 2008

Arrangørerne af motionscykelløbet ’Rundt om Horsens’ kalder selv deres kongedistance på 145 km for Danmark hårdeste motionsløb, men det vil jeg nu gerne moderere en smule til ’Danmarks hårdeste 145 km’, for kongedistancen på 200 km i nabobyen mod syd er nu ifølge mine begreber noget hårdere. Man praler også af 1.700 højdemeter, men flere samstemmende deltagermålinger sagde 1.535-1.550 højdemeter, hvilket i og for sig også er rigeligt! Når det er sagt, så er det en fantastisk rute, som fører deltagerne ud på og over nogle af de skønneste og højeste punkter i Danmark.

 

Vi var 4 mand fra Brøndby Cykel Motion, som mødtes meget tidligt om morgenen søndag d. 17/8 og tog turen sammen over bælterne til et solbeskinnet Jylland. Der blev talt en del cykelløb i bilen på vejen – ikke mindst fordi vi alle 4 senere på måneden skulle til Belgien og køre Velomediane Claude Criquielion, som Rundt om Horsens helt klart skulle være en super træning til. Starten gik kl. 8.30 og et pænt stort felt på ca. 125 ryttere snoede sig ud af Horsens efter en masterbil, der kørte de første 3-4 km.

 

Da løbet blev givet frit ramte vi også de første bakker, og selv om der ikke blev kørt vildt stærkt fra starten, så splittedes feltet næsten omgående. Selv løb jeg ind i store problemer på de første opkørsler, hvor jeg slet ikke var kørt varm og ikke kunne få pulsen under 160, uanset hvor langsomt jeg næsten kravlede op ad stigningerne. Vores mest bakkestærke rytter, Karsten, var ’over alle bjerge’, mens Søren, Jørgen og jeg lå som perler på en snor og efter de værste stigninger samledes i en gruppe på ca. 10 mand. Selv om Søren så faldt fra igen, så voksede vores gruppe støt, da vi samlede andre frafaldne op undervejs.

 

Langt de fleste kørte i korte rør på denne smukke augustmorgen, selv om det godt kunne føles lidt køligt sine steder, især da turen jo overvejende går mod nord op mod Yding og Ejer efter starten i Horsens, og vinden denne dag netop havde valgt at blæse jævnt fra nord. Langt de fleste kørte med 2 flasker på cyklen, og det blev da også en ’sveder’ på trods af vinden, når bakkerne skulle forceres. Vi fra Brøndby oplevede at få flere kommentarer fra mere lokale ryttere, og de 2 klassiske var hhv. ”Det er sgu da flot at I kommer her helt fra Brøndby” og ”Nå, så mange bakker har I nok ikke på Sjælland!” Med hensyn til antallet af bakker er svaret klart nok, at vores bakker frem for alt er noget kortere, hvor bakkerne i Østjylland har en tendens til at bliver ved cirka dobbelt så længe som det egentlig er sjovt at køre opad…

 

Et åbenlyst problem i Rundt om Horsens var den lidt kritisable afmærkning, som bestod af 3-4 relativt tynde, gule pile på vejbanen. Ofte skulle vi svinge, uden at jeg havde lagt mærke til pilene, og et par gange, hvor jeg selv lå i front, fik jeg kun svinget, fordi der blev råbt ’Højre!’ eller ’Venstre!’ bagfra. Der blev råbt en del, og godt for det! Pilene burde klart være noget tydeligere, og frem for alt skulle der være flere af dem tidligere på de steder, hvor svinget lå på en nedkørsel. Jeg oplevede flere faretruende situationer, hvor gruppen kom tordnende nedad med 50-60 km/t og pludselig skulle svinge med 10-15 meters varsel. Der blev godt nok bremset igennem, og nogle gange valgte flere ryttere at køre ligeud, fordi de simpelthen ikke turde svinge pga. den meget korte afstand til de bagvedkørende. Better safe, than sorry! Men det burde altså ikke være nødvendigt!

 

Selv kom jeg godt rundt i de fleste sving på trods af grus og dårlig afmærkning, og oplevede heller ikke andre tekniske udfordringer på turen. Efter de første 30 km var overstået, og jeg var blevet rimeligt varm, gik det sådan set bare derudaf, selv om jeg aldrig bliver nogen ørn til at køre opad. Gruppen voksede støt og omkring 1. depot blev den yderligere suppleret med nogle ryttere. Vi var vel ca. 25 mand på det tidspunkt, og heldigvis kørte alle op ad stigningerne i næsten samme tempo. Jeg følte mig godt kørende, og var flere gange oppe og trække. Et par gange lykkedes det mig også at trække et hul ned til de øvrige, men om det skyldtes mangel på kræfter eller på vilje hos de øvrige, véd jeg simpelthen ikke. Eftersom det virkede perspektivløst at fortsætte alene, lod jeg mig falde tilbage til gruppen igen. Desværre var Jørgen ikke helt med på bakkerne, og når man først begynder at hænge er der som regel kun et resultat: Pludselig er man væk!

 

Ved passagen af 2. depot skulle jeg træffe et svært valg. Jeg havde økonomiseret med vandet i mine 2 dunke, men der var kun 1/3 dunk tilbage, og det var ganske varmt derude med 40 km igen. Jeg satsede og fortsatte sammen med de 6-7 ryttere, der også kørte forbi depotet. Det er noget af en risiko at løbe, for uanset hvor godt man er kørende, så rammer væskemangel jo som en hammer. Pludselig kan man ingenting, og slet ikke opad, hvis man mister mere end 3-4 % af sin kropsvægt i væske. Det må have været tæt på, for jeg var tørstig et helt døgn! Kort efter depotet kunne jeg se en Brøndby-trøje lidt længere fremme og så blev der nok lige trådt til i pedalerne. Karsten var blevet sat med ca. 30 km hjem, og røg straks på hjul i vores lille gruppe. Hver gang det gik lidt opad, lød der en kollektiv stønnen i gruppen, for alle var ved at være godt slidte. Heldigvis var vi 3-4 ryttere, der stadig ville tage vores føringer, og de sidste bakker blev besejret med målstregen i tankerne.

 

Da vi ramte bygrænsen steg hastigheden i gruppen betydeligt, og jeg koncentrerede mig om at hænge på de forreste ned ad en større vej og op ad flere små bakker i et villakvarter. Vi havde fået at vide at det ville gå opad de sidste 500 meter, og jeg måtte virkelig bide tænderne sammen, da Karsten ræsede forbi mig på vej op mod målstregen. Ingen af os viste præcis hvor langt der var til stregen, og heldigvis virkede det som om Karsten havde åbnet for tidligt. Han kom i hvert fald ikke længere væk end 12-14 meter, og da jeg kunne se portalen og måtten, ignorerede jeg smerten i benene og spurtede mig akkurat forbi. Selv om jeg klart følte mig som den moralske vinder, så var det rigtig, rigtig fedt også at komme først over stregen!

 

Da vi trillede over til P-pladsen, stod Søren der allerede. Han havde skåret de sidste 30-35 km af og kørt efter et skilt, der stod ’Horsens 10 km’ i stedet for at følge pilene. Godt 12 minutter senere kom Jørgen i mål, og så kunne vi komme til vores ting i bilen, og få et velfortjent bad og vores 2 røde pølser. Tak til arrangørerne for et super arrangement, der fungerede godt! Med små forbedringer af bl.a. afmærkningen kan Rundt om Horsens nemt blive en klassiker for de ryttere, som gerne vil teste sig selv eller vil komme i træning til de ture sydpå til europæiske motionsløb, eller til Alperne eller Pyrenæerne, som bliver mere og mere populære.

 

Min tid på 4:39:03 rakte til en 56. plads ud af 94 fuldførende, og selv om det ikke lyder prangende, så var jeg meget stolt over kun at være en god halv time efter de forreste i så bakket terræn. Og som bedste Brøndby-mand havde jeg jo også håne-retten i bilen på vejen hjem. Og kom så bare med de dér ’Ardennerne’, hr. Claude Criquielion, for vi er bare klar til at besejre dem også!

 

* * * * *

Relateret link:
Resultater, Rundt om Horsens 2008 »