Løbsberetning: Ötztaler Radmarathon 2008

”Nå – du kom hjem med livet i behold!”

Ovennævnte spørgsmål faldt fra en arbejdskollega tirsdag morgen, 12 timer efter hjemkomsten fra Otztaler Radmarathon der blev afviklet søndag den 31 august. Desværre ramte spørgsmålet nerven i omdrejningspunktet for de sidste 2 døgns tanker.

Jo – tak jeg kom hjem med livet i behold – og kan både gå og stå! Men det er der desværre nok nogle stykker der ikke kan!

Optakt og forventninger
Vi var 5 forventningsfulde gutter der torsdag krydsede grænsen til Tyskland, for i løbet af natten at tage det store land på langs, og gå ombord i Østrig tidligt fredag morgen. Lidt opad formiddagen kom vi frem til vores hotel i Sølden, og kunne nyde en velfortjent formiddagslur. Eftermiddagen gik med at samle cykler, hente startnumre og spise frokost samt tage en lille tur opad Timmelschoch for lige at prøve ben og gear af.  Tidligt i seng fredag aften for at indhente den tabte søvn, og komme lidt på forkant med næste nats manglende søvn. Lørdag morgen stor morgenmad og en lille rulletur bare for at holde benene i gang.

Forventningerne til dette års Otztaler var høje. Det er 3. gang at løbet skal køres. Første gang gik det meget godt med en tid på lige godt 11 timer for de 238 km og 5500 højdemeter.  Andet år kom der først en lodtrækningsbillet i hus sidst i Juli, uden at der var kørt en eneste kilometer i 4 mdr. pga. sygdom og huskøb. Alligevel stillede jeg op med 1500 km. i benene, fuldt bevidst om at jeg nok ville udgå på det 3. Bjerg – Jaufenpass. Da jeg var klar til at udgå kom en kammerat der simpelthen ville gennemføre uanset tid og whatever – så hans entusiasme fik mig med ud på et afsluttende togt hvor det lykkedes at gennemføre løbet i små 12 timer.

Så i år skulle det være. Ambitionen var at skulle nå ned på noget der lignede 10 timer. Det ville faktisk være helt ok med 10 timer og 30 minutter. Træningen har bestået af mere end 45.000 højdemeter i løbet af foråret (læs artikler om ”100 dage i cykelhimlen”) to afbræk i træningen i løbet af sommeren og deraf følgende overtræning i starten af august! – så lige præcist hvordan det skulle gå var svært at vide. Men, det føltes godt på de første ”prøvekørsler”

Styrt i tunnelen
Søndag morgen 6,45 gik starten fra Sølden og 33 km. Nedad mod Otz hvor opkørslen til Kuhtai ventede. Det gik rasende hurtigt nedad. Dog var det som om at der blev noget klemt når vi kom til heller og rundkørsler. Efter 15 km. blev der råbt og skreget i en tunnel. Var det fordi det lød sjovt – nej – der blev bremset kraftigt op alle steder.

En tysk kvinde lå midt på asfalten med blod løbende ned fra hjelmen og et skinneben der stak vandret ud i luften fra knæet! Hendes cykel lå stadig midt på vejen fuldstændig smadret. Der lå også 2-3 rammer mere fra andre involverede i styrtet. Vi blev gelejdet forbi, og der var ikke nogen der ikke gik til vaflerne igen med det samme, så tempoet var lynhurtigt skruet op igen!

Første bjerg: Kuhtai
Otz blev nået et par minutter før tidsplanen og så af med vindjakken og opad Kuhtai. Det lykkedes at finde et godt tråd, og også finde vej gennem de ryttere der kørte langsommere. Det kan ellers nogen gange være et problem, da det at man kører langsomt opad ikke betyder at man trækker ud mod højre… Men, skidt det gik jo godt! Over Kuhtai mere end 5 minutter før tidsplanen – hold da op.

Den lange nedkørsel med de bløde sving startede og selvom evnerne til at køre nedad ellers er forbedret noget i foråret, var det bare med at holde ind mod højre, for styrtpiloterne kom drønende forbi – sikkert med op mod 105-110 km i timen, og der kunne mine 65-70 km ikke være med.

Foran kører 3-4 ryttere, og pludselig kommer en rytter bagfra i fuld speed – og kører mellem to af rytterne, hvor der temmelig objektivt ikke kunne siges at være plads. Han rammer da også den ene rytters arm. Rytteren råber og ryger af asfalten ud i gruset på højre side af vejen. Han får heldigvis bremset ned og hopper op på asfalten igen. Da rytteren bliver ramt, bremser alle 3 foranliggende cyklister noget op, og jeg må for at undgå at ramme den foranliggende også af vejen, ud i gruset. Her lykkedes det også at bremse noget op og komme tilbage på vejen igen. Jamen, for helvede da.

Speedrytteren kunne lige så nemt have sendt 1-3 ryttere ud i et styrt på vejen. Men, han ænsede ingenting og var væk for længst. Efter den første forskrækkelse besluttede jeg at der ikke skulle tages chancer, men køres fornuftigt nedad – så vigtigt var det heller ikke med den tid!

Mere styrtløb på Brennernedkørslen..
Ved Insbruck lå jeg nu i stedet 5 minutter efter planen. Lidt senere, på vejen mellem Kematen og Brenner og en lille nedkørsel mere. Vores velkørende 6 mandsgruppe kører nedad i god fart og ligger i en lang snor.

Pludselig kører den forreste fra midt på vejen – direkte ud i siden hvor han rammer grusset, forsøger at læne sig til venstre og styrter med 65 km. i timen. Rytteren rutscher ind på vejen under grimme skrig og cyklen ligeså. Rytteren foran mig laver et hop over cyklen der stadig er i bevægelse på vejen. Jeg ligger lige bagved og kommer mellem cyklen og en modkørende bil! Ind til siden og se hvad der er sket. De sidste 3 ryttere kender åbenbart den styrtede og vinker Italieneren og mig videre. Der er ikke noget vi kan gøre. Men, det så grimt ud!

Det lykkedes at komme ind i en god gruppe op mod Brenner, og den tabte tid blev indhentet. Men, det gode humør var væk. De to oplevelser indenfor en halv time havde gjort indtryk. Nedkørslen fra Brenner er meget fin og regulær. Alligevel holdt jeg mig inde i højre side med godt nedsat hastighed. Alligevel kører der pludselig en rytter forbi mig højre om, selvom der ret beset vist ikke var plads.

Jaufenpass i 50 graders varme
Nu skulle turen gå op mod det pas jeg bryder mig mindst om – Jaufenpass. Årsagen er at den 15,5 km lange stigning ikke har et eneste sted hvor man kan få pulsen ned. Der er ingen afsatser eller plateauer. Alligevel gik det rigtig fint, og jeg overhalede flere end jeg selv blev overhalet. 11 km oppe kører man fra skoven ud i det åbne landskab. Temperaturen var høj – 33 gr. I skyggen, og 50 gr. I solen, hvor min cykelcomputer – og jeg befandt os! – i løbet af ganske kort tid begyndte jeg at koge.

1½ kilometer efter det gik så fint, var jeg ved at gå kold – eller rettere varm. De sidste 4 kilometer op mod passet var en kamp, hvor der måtte holdes en lille pause for hver kilometer. Tidsplanen var skredet!

Hasarderede kaospiloter
Nu kom så nedkørslen fra Jaufenpass som mange, bl.a. jeg, frygter. Der er mange steder dårlige oversigtsforhold, listige kurver og nogle voldsomme stejle nedkørsler mod hårnålesving.

3 kilometer nede ligger jeg i front af en gruppe på 4-5 mand. Det går ned i fornuftigt tempo. Vi er på vej rundt i et højresving da en rytter kommer bagfra med vanvittig fart. Han skærer lige ind foran mig på det inderste sted i kurven, og jeg må bremse voldsomt op. Min eneste mulige manøvre er at dreje mit forhjul skarpt til venstre – på det sted hvor hans baghjul er til venstre for mit forhjul. Den manøvre har jeg gjort en gang før, og det medførte en god periode med sår mange steder på kroppen. Jeg råbte meget højt og de bagvedliggende nåede lige at undgå at vi fik banket ind i hinanden. Rytteren der var årsag til denne ”nærstyrtsoplevelse” –  råbte et eller andet tilbage, og var væk!

Det samme gentog sig 5 minutter senere, da jeg lå alene og nærmest listede mig ned, for mit mod var forsvundet, og jeg skulle bare ned i et stykke nu. Alligevel kommer der en rytter og skærer en tilsvarende kurve på samme måde. Denne gang når jeg også lige nøjagtig at bremse så hårdt op at  et styrt undgås. Nu vil jeg fanme ikke mere. Nu kører jeg til bunden, og finder ud at hvordan man kan stoppe i det her løb. Det er åbenbart kun et spørgsmål om tid før det går rygende galt. Det er åbenbart ikke nok at man selv er påpasselig!

Tid til at stoppe?
Der er ikke umiddelbart nogen steder man  kan ”stå af” i bunden mellem bjergene, så de 28 km. opkørsel mod Timmelschoch indledes alligevel. Det er stadig lige varmt, og i løbet af de første 6-7 kilometer koger jeg over igen. En henvendelse til en løbsbil fortæller at det vil vare 3-4 timer før man vil blive samlet op (det viser sig i øvrigt senere at være rigtigt nok!). Nå, så må man jo slæbe sig fremad indtil anden løsning viser sig. Halvvejs oppe ad Timmelschoch er et fint depot, og så vidt jeg huskede – så var det resten af turen op ikke så slem!!!

Jeg besluttede mig for at ville gennemføre. Ikke noget med tid, men bare se at komme igennem og så ellers aldrig køre dette løb igen. Dog frygtede jeg nedkørslen fra Timmelshcoch. En nedkørsel på 30 km. der både var svær og farlig.  Der må være noget galt med hukommelsen, for det var en led omgang at tage resten af turen op til passet i Timmelschoch.  Stigningsprocenterne var konstant 8-9 %, og det er temmelig meget når man på det tidspunkt har kørt 4700 højdemeter og 200 km.

Mod mål i møgvejr
Yes, det lykkedes at komme på toppen, gennem tunnelen og ud på den anden siden, hvor et helt andet vejr ventede. Fra de 50 gr. I solen, til et regulært uvejr. På den Østrigske side af bjergene havde der trukket et tordenvejr op. Fra samme sekund jeg skulle begynde at køre ned mod Solden, åbnede himlen sine sluser. Det væltede ned og overalt var vejen dækket af vand i 5-6 cm. højde/dybde. Det er temmelig farligt at køre i, så der blev listet ned. Det blev samtidig hundekoldt, og tænderne klaprede i munden.

Nedkørslen var et langt mareridt, hvor der indimellem kom ryttere forbi styret af dødsforagt. Enhver brug af bagbremsen ville betyde udskridning og styrt. Rystende af kulde kørte jeg 45 minutter senere over målstregen i Sølden. Fuldstændig ligeglad med tid og sted. Det lykkedes at hugge to glas Cola i mig, og derefter styre de 5 kilometer tilbage af den vej jeg lige var kommet. Jeg var kun lige kommet op af vejen da der for mindst 20. gang den dag lød ambulancehorn og et køretøj kom drønende forbi. Jo, der var en mere der var styrtet i svingene på vej ned fra Timmelschoch.

Regnen stilnede af da jeg nåede hotellet, og jeg kunne senere få at vide at det ”kun” var os ryttere der havde kørt nedad Timmelschoch indenfor en times tid, der havde fået det uvejr i hovedet. Resten havde kørt på våde veje, men dog i tørvejr.

Ôtzthaler '08 - ren overlevelse!
Jeg havde ikke kørt så hurtigt som jeg havde forventet fra morgenstunden – i virkeligheden var jeg ganske ligeglad! – men jeg havde alligevel slået min egen bedste tid med ½ time!!  Selvfølgelig baseret på de første 2/3 af løbet, men opstigningen til Timmelschoch var på trods af jeg mente at det var helvede på jord – alligevel gået bedre end jeg havde regnet med.

De andre gutter fra turen havde langt henad vejen opnået hvad de havde håbet. En rytter var meget tæt på de 9 timer han havde håbet på, og de andre havde også klaret sig fint, bl.a. havde de 3 debutanter alle gennemført løbet, hvilket kun kan siges at være særdeles flot.

Et par dage senere hjemme i DK. Der er ikke noget der har ændret sig. Hvorfor det lige skulle blive i år der skulle ske så meget i nærheden af hvor jeg kørte, ved jeg ikke. De to andre gange hvor jeg har kørt løbet, har jeg ikke set et eneste uheld. I år har jeg selv været tæt ved at styrte 4 gange, set 5 styrtede ryttere ligge på vejen eller lige ved siden af, samt set ambulancer for fuld udrykning mange gange i løbet af de 240 km.

Nej, jeg tror ikke at jeg skal køre løb hvor der er risiko for at konkurrenceelementet er så stærkt at man kører hensynsløst og risikofyldt!  - Læg venligst mærke til at jeg ikke bebrejder arrangørerne af løbet noget! – intet af det jeg har set, har de været skyld i.

Nå, nu skal cyklen samles, og der skal lige rulles i lille aftentur i al fredsommelighed….

Læs mere på www.oetztaler-radmarathon.com

* * * * *

Relaterede Links:
Resultater Ötztaler Radmarathon 2008 »
Højde- og ruteprofil »