|
|
|
|
16-06-2009
Flot comeback til Sjælsø Rundt
Af Lars Christophersen, CyberCycling.dk
2500 glade cykelfolk var til start i Lyngby, da motionscykelløbet Sjælsø Rundt igen blev kørt i søndags. Det tidligere så populære løb blev til manges ærgrelse ellers aflyst sidste år, men er stærkt tilbage med nye arrangører ved roret og en række markante forbedringer i forhold til tidligere. Vi testkørte løbets 125 km lange distance, og fik en fin oplevelse.
Det var med lidt ekstra forventning forventninger, at jeg og mine holdkammerater fra Team CyclingShop.dk (i dagens anledning Veggerby Sport og Kultur) stillede til start i den nye udgave af Sjælsø Rundt, der jo overraskende blev aflyst i 2008.
Allerede fra start kunne vi se, at der var sket noget nyt - startstedet var flyttet til en lang grøn allé ved bygning 19 på DTU's område. En fin entre til løbet. Der var smil og venlige ansigter hos hjælper og officials og et par veloplagte løbsspeakere inkl. Jens Veggerby sørgede for en fin stemning på denne dejlige solrige søndag morgen.
Morgenvækning over 30 km 125 km turen blev skudt igang på slaget 8.00, og over 900 supermotionister blev med 3 minutters mellemrum sendt i grupper ud på ruten. De første 30 km foregik i bedste Ritter Classic stil i slow-motion tempo efter en mastervogn og med eskorte af et stort antal motorcykelbetjente. En ok måde at vågne og få varmet benene op på, men masterbilens 25 km/t satte manges tålmodighed på prøve - det var simpelthen for langsomt, og indebar iøvrigt også, at dem som startede i de sene startgrupper fik mulighed for at bringe sig helt frem i de store felt og redde sig en ekstra god køretid.
Politieskorte det meste af vejen Da løbet (endelig) blev givet frit var der dømt væddeløb i front med mange stærke folk inkl. diverse a-, b-, c- og d- licensere, tidligere proffer og en hel bunke wannabee's fremme i starten. De forreste hurtigste grupper var på meget fornem vis mandsopdækket af et større opbud af motorcykelbetjente, og havde frem til ca. 100 km mærket mulighed for at folde sig ud i både højre og venstre side af vejen.
Desværre stoppede politiets ellers superflotte service, da feltet tørnede ud på strandvejen. Lidt uforklarligt, da det især var i løbets hektiske slutfase, at der virkelig var behov for at holde trafik og det frembusende felt adskilt.
Væddeløbet i motionsløbet Sjælsø Rundt er først og fremmest et motionsløb, men i forreste linie er der ikke meget hyggemotion at spore - der bliver kørt stærkt. Straks efter at løbet var givet frit var der udbrudsforsøg til højre og venstre, og umiddelbart efter Frederiksværkbakken ca. 55 km ude på ruten lykkedes det en mindre gruppe med flere af Team Mermaid Motions stærkeste navne samt en enkelt rytter fra Team CyclingShop.dk at komme afgørende afsted. I mål var hurtigste mand over stregen Henrik Bandsholm (Team Mermaid).
Steming og fest i mål Efter løbet var der - i god gammel Sjælsø Rundt stil - lagt op til råhygge. Mange firmahold havde medbragt telt, grill, fadølsankre og hvad der ellers skal til for at fejre indsatsen, hvad enten den var stor eller lille. Og alle os andre kunne forsyne os i diverse købe-boder eller få masseret de ømme stænger i det store og meget besøgte massagetelt. Fin afslutning på en god dag.
En lille finpudsning så kører det for alvor Ingen tvivl om, at folkene bag Sjælsø Rundt (Veggerby Sport & Kultur og Berlingske Tidende) er vant til at arrangere store events - og det mærkes at førstnævnte er involveret i Ritter Classic. Der er rigtig godt styr på alt omkring tilmeldinger og betaling inden løbet, og så al praktikken på selve dagen. Plus lynhurtig resultatformidling samme dag godt hjulpet af Ultimate's chiptidtagning.
Sjælsø Rundt har potentiale til at blive en meget stor idrætsbegivenhed igen, og bør som en sådan, også være berettiget til at køre på så godt som afspærret rute - hele vejen. Det ville være fantastisk hvis det kunne realiseres i 2010.
Veggerby & Co. skal nok også overveje, om der kan gøres noget for at sluttiderne bliver helt igennem valide evt. i form at en seedning, samme starttid for alle el. lign. Selv motionister går som bekendt meget op i at sluttiden er korrekt og sammenlignelig.
I bund og grund var Sjælsø Rundt bare et rigtig glædeligt gensyn, og jeg skal helt sikkert med igen til næste år!
* * * * *
Links: Resultater, Sjælsø Rundt 2009 Evaluering og reportage fra løbet
|
|
|
|
Tilmeld dig nyhedsmailen "Cykeltips" og få træningstips, løbsreportager, tilbud på cykelgrej og meget mere
i din indbakke -
KLIK HER
|
|
|