Det kan for mange være skræmmende at bruge forbremsen med kun én hånd på styret, samtidig med man skal signalere et højresving. Herunder er et par gode tips til hvordan du bedst muligt kan komme sikkert igennem svingene i byen.
Drop byracet
Det er altid fristende at suse igennem byen især hvis det er et stykke tid siden, at man har været ude og lufte stængerne, herved kan man lige vise alle hvor hurtigt man kører. Og jeg skal da også være den første til at indrømme, at det altid er morsomt at sende et skævt smil til bilisterne under en overhaling fra cykelstien. Men faktum er at vi trods alt stadig er det svageste køretøj på vejen, så chancen for at det er os der kommer til skade ved en eventuel ulykke er stor – og endnu større ved kørsel i byen! Så drop byracet og væbn dig med tålmodighed indtil du er ude af byen, her er der rig mulighed for at give gas.
Vær ekstra opmærksom
Det er de færreste bilister der orienterer sig mere end én gang før et sving. De fleste skuer kort i sidespejlet, og har indprintet en “standard hastighed” blandt cyklister. Vær derfor ekstra opmærksom på bilisten har set dig samt hvor hurtigt du kører. Det er altid en god idé at få øjenkontakt med bilisten.
Signaler i god tid
Det siger måske sig selv, men markér din svingbane i god tid før du rammer svinget. Herefter kan du sætte begge hænder på styret igen, og bremse yderligere ned til “drejehastigheden”. Under selve svinget kan du så markere igen, såfremt du finder det forsvarligt. På denne måde får bilisterne mindst én og måske to chancher for at se din hensigt. Samtidig med at du undgår at skulle bremse ned med kun en hånd på styret.
Samme procedure kan bruges til at dreje til venstre. Her er det dog mindre risiko for at miste kontrollen, idet du herved har højre hånd (Bagbremsen) på styret, og forhjulet har fri adgang til at rulle.
Dette er blot guidelines til inspiration.
Af Daniel Emanuel, CyberCycling.dk