Fødderne er placeret længst væk fra dit indre varmeapparat, og kan være meget svære at holde varme, når det bliver koldt. Hvis du trods neopren skoovertræk, termosokker, 2 par strømper osv., alligevel døjer med frosne og følelsesløse tæer i tide og utide, så læs videre.
Varme fødder på kolde dage
Fødderne er placeret længst væk fra dit indre varmeapparat, og kan være meget svære at holde varme, når det bliver koldt. Hvis du trods neopren skoovertræk, termosokker, 2 par strømper osv., alligevel døjer med frosne og følelsesløse tæer i tide og utide, så læs videre.
Kropstemperaturen er vigtigst
Der findes masser af nyttige forslag til hvordan du holder fødderne varme, men den mest afgørende – og ofte oversete – faktor er hele tiden at sørge for at overkroppen er varm og tør.
Hvorfor nu det? Den enkle forklaring er at vi sagtens kan overleve med frosne hænder og fødder, men vi dør hvis kropstemperaturen kommer for langt ned. Derfor er kroppens varmeregulering indrettet sådan, at den først og fremmest sørger for den rette temperatur i kroppens mest vitale dele, og dernæst i knap så livsvigtige områder. Hvis overkroppen først er varm, er der derfor mere overskud/energi til opvarmning af ekstremiteterne (ører, fingre, fødder, tæer o.l.)
Det her kan også hjælpe
Når overkroppen er varm og tør, så prøv om nogle af disse tips yderligere kan afhjælpe blåfrostne fødder og tæer:
- Drik noget varmt inden du kører ud, så du er gennemvarm fra start
- Træk ekstra meget op i pedalerne ved hvert pedaltråd. På den måde får du hele tiden løftet dine dine fødder inde i skoen, hvorved trykket på fodsålerne lettes og blodcirkulationen forbedres
- Prøv de her små kemiske hånd- eller fodvarmer pakker, som især bruges af fiskere og jægere. En sådan fodvarmer afgiver varme i 3-6 timer, og kan placeres over eller under tæerne (udenpå strømpen) eller alternativt mellem sko og skoovertræk
- Få fat i et par indlægs såler (20-30 kr.) der er lavet af filt og med alu-folie på den ene side, som vendes ned mod den faste sål i skoen. Er set i Føtex.
Spis og drik lidt hele tiden for at holde gang i forbrænding og blodcirkulation - Gå over til rigtige cykel-vinterstøvler. De er generelt mere effektive til at lukke kulden ude og holde på varmen end kombinationen af almindelige cykelsko og termoovertræk
- Udskift pedaler i aluminium eller stål ud med plasticpedaler. Metalpedaler holder på kulden og suger varmen ud af bunden på en cykelsko – selv på de isolerede vintermodeller
- Hvis du virkelig lider, så stå af cyklen og gå et minut eller to – det hjælper som regel gevaldigt
Af Lars Christophersen, CyberCycling.dk